Knap 2000 flere søger uddannelse gennem kvote 2
51.200 har søgt en videregående uddannelse gennem kvote 2, hvilket er næsten 2000 flere ansøgere end i 2014.


Ansøgningsfristen for at søge ind på en videregående uddannelse gennem kvote 2 udløb søndag, og tallene viser, at 51.200 har søgt.

Det er knap 2000 flere end i 2014, og uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) opfordrer alle uddannelser til at overveje nye optagelsesformer, så karaktergennemsnittet ikke er eneste adgangsbillet.

- Vi skal blive endnu dygtigere til at skabe det helt rigtige match og få netop de unge ind på uddannelserne, der er mest motiverede og engagerede. Jeg tror ikke, vi finder dem ved alene at se på karaktergennemsnit, siger Sofie Carsten Nielsen i en pressemeddelelse.

Det er en stigning på 1922 personer, svarende til fire procent i forhold til sidste års kvote 2-søgning. Det endelige antal bliver opgjort i begyndelsen af april 2015.

- Vi skal tænke mere ud af boksen, end vi hidtil har gjort, og udbrede alternative optagemetoder som samtaler, motiverede ansøgninger, test eller fokus på evner i særlige fag, siger Sofie Carsten Nielsen.

En vækst i antallet af ansøgere gennem kvote 2 medfører ikke nødvendigvis en vækst i det samlede antal ansøgere. De seneste år har kvote 2-tallene dog været en strømpil for en generel stigning i det samlede antal ansøgere.

Da alle ansøgere har søgt digitalt via optagelse.dk, kan det foreløbige antal offentliggøres allerede nu, efter at ansøgningsfristen udløb søndag klokken 12 gennem hjemmesiden optagelse.dk.

5. juli er der ansøgningsfrist for at søge videregående uddannelse gennem kvote 1, og ministeren opfordrer alle unge til at overveje deres uddannelsesvalg grundigt.

- Vi ved, at chancerne for at blive optaget øges, hvis man søger fagligt og geografisk bredt. Overvej derfor at søge uden for de vante rammer, siger Sofie Carsten Nielsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.