Knallertkører er på fri fod efter fire skud mod bilist
Det var angiveligt en personlig strid, der onsdag aften førte til en skudepisode på gaden i Esbjerg.
En 27-årig mand er uden for livsfare, efter at han onsdag aften blev ramt af en skud ved et kryds i Esbjerg. Det var en mand på knallert, der affyrede pistolen.
En 27-årig mand er uden for livsfare, efter at han onsdag aften blev ramt af en skud ved et kryds i Esbjerg. Det var en mand på knallert, der affyrede pistolen. Foto: Colourbox/Free


Politiet har endnu ikke fundet frem til den gerningsmand, der onsdag løsnede skud mod en bilist ved et vejkryds i Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi har natten igennem undersøgt gerningsstedet, og ifølge vicepolitiinspektør Bent Thuesen blev der affyret fire skud.

- Ét af de fire skud ramte den forurettede i maveregionen, men han er uden for livsfare, lyder det fra Bent Thuesen torsdag formiddag.

Gerningsmanden sad på en knallert, da han tog sigte med en pistol og skød mod den 27-årige bilist på Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg.

Efter episoden kørte han væk fra gerningsstedet og er stadig på fri fod.

Ifølge politiet har skyderiet sit udspring i en konflikt mellem de to personer, som begge har tilknytning til grupper, som "man godt kan kalde bander".

Dog er der ikke tale om et bandeopgør. Årsagen til opgøret har ifølge Bent Thuesen mere personlig karakter.

- Det er ikke noget behov for, at folk skal være bekymrede og frygte krig på gaden mellem bandegrupperinger, for det er slet ikke der, vi er, siger vicepolitiinspektøren.

Syd- og Sønderjyllands Politi fortsætter nu efterforskningen og arbejder på at finde frem til den knallertkørende gerningsmand.

Skyderiet fandt sted ved 21.15-tiden onsdag aften.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.