Knallertkører dræbt: Kørte ind i siden på bil
En 40-årig mand overholdt ifølge politiet ikke sin vigepligt, da han kørte ud i et kryds og ramte en personbil
En 40-årig mand blev dræbt, da han på sin knallert kørte ind i siden på en bil i Esbjerg. Dermed har to knallertkørere torsdag mistet livet i trafikulykker. Arkivfoto.
En 40-årig mand blev dræbt, da han på sin knallert kørte ind i siden på en bil i Esbjerg. Dermed har to knallertkørere torsdag mistet livet i trafikulykker. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


En 40-årig mand har torsdag eftermiddag mistet livet ved en trafikulykke i Esbjerg, hvor han på sin knallert 45 kørte ind i siden på en personbil.

Ulykken skete i krydset mellem Sjællandsgade og Gormsgade.

- Her kommer han kørende ad Sjællandsgade, men overholder ikke sin højrevigepligt i krydset, fortæller vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

- Han kører ind i siden på en personbil, der kommer kørende ad Gormsgade, og han bliver erklæret død på stedet.

Føreren af bilen kom ikke til skade ved ulykken.

Manden havde hverken mobiltelefon eller identifikationspapirer på sig, og det tog derfor politiet nogle timer at finde frem til, at der var tale om en 40-årig mand fra Esbjerg.

Dermed har to knallertkørere torsdag mistet livet i trafikken.

I Skørping mellem Hobro og Aalborg mistede en 31-årig mand fra Terndrup livet, da han på sin knallert blev påkørt af en bus.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.