Knæskadet Lotte Grigel er færdig ved håndbold-VM
Til at erstatte Lotte Grigel har landstrænerteamet indkaldt SK Aarhus-topscoreren Anna Sophie Okkels.
Playmakeren Lotte Grigel har revet korsbåndet over i venstre knæ og er færdig ved håndbold-VM. Anna Sophie Okkels er indkaldt som erstatning.
Playmakeren Lotte Grigel har revet korsbåndet over i venstre knæ og er færdig ved håndbold-VM. Anna Sophie Okkels er indkaldt som erstatning. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Playmakeren Lotte Grigel har pådraget sig en alvorlig skade i knæet og er færdig ved håndbold-VM.

Reserven Anna Sophie Okkels er indkaldt som erstatning for Grigel, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF).

En skanning mandag formiddag har vist, at Grigel har revet det forreste korsbånd over i venstre knæ. Dermed er Rostov-Don-spilleren ude af VM på hjemmebane.

Det ærgrer naturligvis landstræner Klavs Bruun Jørgensen på både spillerens og holdets vegne.

- Vi er sindssygt kede af det på Lottes vegne og meget ærgerlige over, at vi må undvære hende resten af turneringen, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse.

Som erstatning for Grigel har landstrænerteamet mandag indkaldt SK Aarhus-topscoreren Anna Sophie Okkels.

Den alsidige bagspiller slutter sig til landsholdslejren i løbet af mandag eftermiddag.

- Vi har hele tiden haft Anna Sophie Okkels i tankerne, hvis der skulle ske udskiftninger i truppen.

- Nu kommer hun lidt hurtigere i spil, end vi havde regnet med, men hun har heldigvis holdt sig skarp i sin klub og er helt klar til at glide ind i truppen, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Midtvejs i første halvleg mod Tunesien måtte Grigel forlade banen i Jyske Bank Boxen efter at have slået knæet ned i halgulvet.

I første omgang var der tvivl om skadens omfang, fordi hun selv kunne gå i omklædningsrummet.

Men da landsholdslæge Morten Storskov fik hende under behandling efter kampen, kunne han konstatere, at der skulle yderligere undersøgelser til for at fastslå, om der var tale om et slag eller noget mere alvorligt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.