It-kaos: Her er de 11 brølere, der har ramt tusindevis af kontanthjælpsmodtagere

Ni måneder, 11 it-koks og i alt minimum 172.117 fejl. Det er status for KMD efter en kaotisk implementering af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen.
Eva Berneke (tv.) har været administrerende direktør i KMD i løbet af det kaotiske år med hundredetusindvis af fejlbehæftede breve.
Eva Berneke (tv.) har været administrerende direktør i KMD i løbet af det kaotiske år med hundredetusindvis af fejlbehæftede breve. Foto: Picmonkey/Scanpix/arkiv/Liselotte Sabroe/Sophia Juliane Lydolph

Siden juni sidste år har it-fejlene fra KMD haglet ned over arbejdsløse danskere. I hele 172.117 tilfælde har kontanthjælpsmodtagere fået forkerte breve eller forkerte udbetalinger i forbindelse med kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen. 

Det viser et svar fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til folketingets beskæftigelsesudvalg. 

KMD varetager kommunernes kommunikation med borgerne i forbindelse med udbetaling af offentlige ydelser. Det er her, at der har været alvorligt knas i maskineriet.

De mange fejl har skabt forvirring og uro blandt landets arbejdsløse, og Troels Lund Poulsen kritiserer KMD:

- Særligt fordi der er tale om borgernes forsørgelsesgrundlag, finder jeg disse fejl helt uaccaptable og stærkt bekymrende, skriver han til folketingets beskæftigelsesudvalg.

Avisen.dk har løbende fulgt KMD's kontanthjælpskoks. Her følger det fulde overblik af de 11 it-koks, der har resulteret i i alt 172.117 fejl i løbet af mindre end et år.

Juni 2016

Der er fejl i alle KMD's varslingsbreve til borgere berørt af 225-timers reglen. I alt handler det om 50.000 breve, og de korrekte breve sendes ud den efterfølgende uge.

Læs mere her: Neergaard om fejl i kontanthjælps-brev: "Meget uheldigt"

September 2016

150.000 ængstelige kontanthjælpsmodtagere venter på at få at vide, hvilken loftsats de bliver placeret på. Af dem modtager 43.000 breve med forkert afsenderkommune og 8.000 breve med fejl i samleverstatus. Der gik op til halvanden uge før alle oplysninger blev rettet.

Læs mere her: Kontanthjælpskaos: 43.000 forkerte breve sendt ud

Oktober/november 2016

Slutningen af efteråret 2016 var særlig bumlet for KMD, der ikke mindre end syv gange jokkede i spinaten, når det gjaldt oplysninger og udbetalinger i forbindelse med kontanthjælpsloftet.

I oktober betyder en fejl i overførsel af data, at omkring 2.000 borgere fejlagtigt bliver reduceret i boligstøtte, selvom de ikke længere er omfattet af kontanthjælpsloftet. Fejlen gentager sig i november.

Endnu en datafejl betyder i oktober, at 1.000-2.000 borgere ikke har fået udbetalt særlig støtte. Fejlen gentager sig i november.

I slutningen af oktober får 327 borgere fejlagtigt at vide, at særlig støtte ikke er omfattet af loftet. Fejlen rettet samme dag.

9.100 borgere rammes i slutningen af oktober og starten af november af en kæmpebrøler. De får nedsat deres ydelser som om de var omfattet af 225-timers reglen, selvom de er på ydelser, som eksempelvis ressource- og revalideringsydelse, der ikke er omfattet af 225-timers reglen. Fejlen blev senest rettet den 9. november.

Læs mere her: Koks hos KMD: 9.000 rammes af 225-timersregel ved en fejl

Fra 1. oktober - 7. december er der igen knas med den særlige støtte. For 3.000 borgere kan den nemlig ikke regnes ind i loftet med mindre den tilbageholdes frem til december. Da pengene bl.a. blev brugt til husleje, blev de udbetalt alligevel.

150-200 borgere fik ikke udbetalt deres enkeltudbetaling 1. november. Fejlen rettes dagen efter.

Midten af november byder endnu en gang på fejl i samleverstatus. 1.500 modtagere af boligstøtte får at vide, at de bliver trukket i boligstøtte på grund af deres samboendes kontanthjælpsloft, selvom de bor alene. Fejlen blev rettet efter en uge.

Januar 2017

En mindre fejl. "Personer med forrevalidering med uddannelseshjælp" har fejlagtigt ikke været omfattet af kontanthjælpsloftet. Dem er der 350 af, og det viser sig, at 40 burde have været omfattet og vil blive det fra februar.

Februar 2017

KMD sprøjter 54.000 breve ud til borgere med loftsplaceringer. For samlevende er de overflødige og forvirrende, mens de er direkte forkerte for enlige. Fejlen rettes efter et døgn.

Læs mere her: Nyt koks hos KMD: 50.000 kontanthjælpsmodtagere ramt af fejl

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.