Klubchef om kinesisk rygte: Ingen bud på Lasse Vibe
IFK Göteborgs direktør Martin Kurzwelly har ikke fået noget bud på klubbens danske topscorer Lasse Vibe.
IFK Göteborg har ikke modtaget et kinisesk bud på den danske landsholdsangriber Lasse Vibe.
IFK Göteborg har ikke modtaget et kinisesk bud på den danske landsholdsangriber Lasse Vibe. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/POLFOTO


IFK Göteborg afviser, at den svenske klub er tæt på et salg af sidste sæsons topscorer Lasse Vibe til kinesisk fodbold.

Tidligere tirsdag erfarede tv3.sport.dk, at IFK Göteborg og den kinesiske klub Tianjin Teda var nået til enighed om et salg af den danske angriber for 20 millioner svenske kroner, svarende til 15 millioner danske.

IFK Göteborgs direktør Martin Kurzwelly slår fast, at det blot er rygter og spekulationer.

- Der er ikke kommet noget bud, som vi skal tage stilling til. Jeg synes også, at 20 millioner er for lidt, siger Kurzwelly til fotbollskanalen.se.

- Der er ikke noget konkret at forholde os til for hverken os eller Lasse. Skulle der komme et bud, så ser vi på det, men vi vil aldrig acceptere et bud, hvis ikke vores spiller er interesseret i det, siger direktøren.

27-årige Lasse Vibe var et af de varmeste danske navne i det netop lukkede transfervindue. På trods af 23 mål for Göteborg-klubben i sidste sæson, lykkedes det ham ikke at få den håbede kontrakt i en større europæisk liga.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.