Klopps bøn til fansene: Syng ikke mit navn for tidligt
Jürgen Klopp har ikke lyst til at blive hyldet af fansene, førend kampene er helt afgjort.
Manager Jürgen Klopp er vild med Liverpools fans, men på et enkelt område vil han meget gerne have ændret deres opførsel.
Manager Jürgen Klopp er vild med Liverpools fans, men på et enkelt område vil han meget gerne have ændret deres opførsel. Foto: Paul Ellis/AFP


Liverpool tog en flot 4-1-sejr på hjemmebane mod mesterholdet Leicester lørdag, og fansene luftede tilfredsheden ved at synge manager Jürgen Klopps navn.

Men ifølge den tyske manager indledte fansene hyldesten en postgang for tidligt.

- Jeg er nødt til at sige til fansene: Vær søde ikke at synge mit navn, førend kampen er afgjort, siger Klopp ifølge Reuters.

- Lige da The Kop (tribunen med de inkarnerede Liverpool-fans, red.) begyndte at synge "Jürgen Klopp", fik Leicester en fri chance foran Simon Mignolet (Liverpools målmand), siger den tyske manager.

Hyldesten af Klopp blev indledt i løbet af anden halvleg, da Liverpool førte 3-1, men den tyske træner har minder om dårlige nerver fra en lignende situation i sæsonpremieren.

Her førte Merseyside-klubben 4-1 på udebane over Arsenal efter godt en times spil, og fansene begyndte at hylde manageren med sang.

Med to scoringer kom Arsenal dog på 3-4 og jagtede udligningen i det sidste kvarter. Liverpool holdt dog stand.

- Det er lidt som at juble over et straffespark, førend man har scoret på det. Jeg spiller ikke, men hvis de (fansene, red.) kan lide mig, som jeg kan lide alle dem, så syng venligst ikke mit navn, førend kampen er afgjort, lyder opfordringen fra Klopp.

Liverpool står noteret for syv point efter fire kampe i sæsonen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.