Liverpool vandt onsdag udekampen mod bundholdet Sunderland med 1-0, og holdets manager, Jürgen Klopp, mener, at holdet går ind i det nye år med selvtilliden i top.
- Både os og United har 30 point, men stemningen i Liverpool er udmærket, hvor den i Manchester nok er lidt dårlig.
- Vores mål da jeg tog over var, at vi skulle have 30 point ved nytår. Dem fik vi. Det er perfekt, siger Klopp ifølge Sky Sports.
Manchester United har det meste af sæsonen været med i kampen om mesterskabet i England, men har på det seneste haft store problemer.
Holdet har således ikke vundet de seneste otte kampe. Det har betydet, at manager Louis van Gaal angiveligt er tæt på en fyring.
Klopp, der har stået i spidsen for Liverpool i otte kampe, siden han tog over fra den fyrede Brendan Rodgers, siger, at hans hold har vist en positivt stigende formkurve.
- Jeg kan gøre det bedre, men det er tidligere i mit liv gået værre, end det gør nu, så alt er overordnet set ok, siger den karismatiske tysker.
Mod et hårdt kæmpende Sunderland, der nu har tabt fem kampe i træk i Premier League, kom Liverpool foran kort tid efter pausen, da Christian Benteke sendte bolden i kassen.
- Vi havde vores momenter mod et godt forsvarende hold, der nærmest kun ville forsvare. Det var svært for os, siger Klopp, der i pausen talte dunder til sine spillere om behovet for at lægge et højere pres.
Liverpool sluttede 2015 med to sejre og en delt sjetteplads, mens Sunderland må gå ind i det nye år som næstsidst i Premier League.
2016 starter med et svært program for Liverpool, der de kommende tre runder skal møde West Ham, Arsenal og Manchester United.
/ritzau/