Klopp kræver glade Liverpool-spillere i managerdebut
Jürgen Klopp erkender, at han med kort varsel kun kan lave små forandringer. Spillernes attitude er vigtigst.
Jürgen Klopp får debut som manager for Liverpool i udekampen mod Tottenham lørdag eftermiddag.
Jürgen Klopp får debut som manager for Liverpool i udekampen mod Tottenham lørdag eftermiddag. Foto: Jon Super/AP


Det er sjovt at spille fodbold, og spillerne skal huske at vise det.

Sådan lyder det simple krav fra Liverpools nye manager, Jürgen Klopp, forud for tyskerens første kamp i spidsen for klubben på udebane mod Tottenham lørdag eftermiddag.

- Jeg vil se mod og mere glæde i deres øjne. Jeg vil se, at de kan lide, hvad de laver. Jeg har set det til træning i denne uge, og det er godt, siger Jürgen Klopp ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den tidligere Mainz- og Dortmund-træner er den seneste i rækken af managere, der skal forsøge at bringe den gamle storklub tilbage til toppen af den engelske liga.

I resten af denne sæson er det dog primært Klopps opgave at få Liverpool til at spille fodbold med et "genkendeligt brand", som han har sagt i et interview med Sport-Bild.

Klopp er klar over, at der ikke er nogen genveje, hvis skuden skal vendes efter den skuffende sidste sæson og den lunkne start på denne.

- Nogle ting kan du ændre med det samme: Mentaliteten, paratheden, siger Klopp.

- Det er alt, hvad du kan forandre lige nu. Det tager tid at få holdet tunet ind. Men jeg gider ikke snakke om de problemer, vi kan få lørdag, lyder det fra den nye Liverpool-chef på pressemødet før Tottenham-kampen.

Han ser tilbage på en første uge i jobbet, der har budt på blandede reaktioner på Liverpools træningsanlæg, Melwood.

- Jeg har mødt to typer personer i den seneste uge: De fleste siger: Vi vinder ligaen. Og så er der de andre, der kigger på mig, som om de tænker: Hvorfor er han her? Hvad har han præsteret?

- Ingen af delene er rigtige netop nu. Og i virkeligheden interesserer det mig ikke, hvad folk tænker om det her, siger Jürgen Klopp.

I sine første mange måneder som Liverpool-manager må han se bort fra forsvareren Joe Gomez og angriberen Danny Ings, som begge er blevet korsbåndsskadet i den forgangne uge og står foran en lang pause.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.