Klopp afviser at træde tilbage efter nederlag
Dortmund-træneren vil blive på posten, selvom hans hold er bundprop i Bundesligaen.
Jürgen Klopp ser bedrøvet ud under kampen mod Augsburg.
Jürgen Klopp ser bedrøvet ud under kampen mod Augsburg. Foto: Frank Augstein/AP


Jürgen Klopp er træner for Borussia Dortmund. Og det har han tænkt sig at blive ved med at være, selvom storklubben sejler rundt som en sensationel nummer sjok i Bundesligaen.

- Jeg kan afvise, at jeg træder tilbage, siger den 47-årige træner ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Efter kun to kampe i år er tanken ikke tømt helt, siger han.

Dortmund tabte onsdag aften 0-1 hjemme til Augsburg og ligger sidst i Bundesligaen med 16 point for 19 kampe.

Den kriseramte storklub, der for halvandet år siden spillede Champions League-finale, indledte ellers forårssæsonen med et glimrende 0-0-resultat ude mod Bayer Leverkusen.

Mod Augsburg var efterårssæsonens rystende usikkerhed imidlertid tilbage hos Dortmund, der tabte for 11. gang i sæsonen.

Jürgen Klopp har været i Dortmund siden sommeren 2008, og han førte klubben til det tyske mesterskab i både 2011 og 2012.

Træneren må midt i den svære tid nøjes med at glæde sig over, at Dortmund har udstedt en garanti for, at han ikke bliver fyret.

Hvor meget den garanti er værd, hvis klubben fortsætter med at ligge sidst, må tiden vise.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.