Kløgtig Wozniacki gør det af med verdens nummer ni
Caroline Wozniacki spillede på højt niveau, da hun sendte den ottendeseedede amerikaner ud af US Open.
Caroline Wozniacki mødte i fjerde runde den ottendeseedede amerikaner Madison Keys.
Caroline Wozniacki mødte i fjerde runde den ottendeseedede amerikaner Madison Keys. Foto: Andy Lyons/AFP


Caroline Wozniacki tordner afsted i dette års udgave af grand slam-turneringen US Open.

Her er danskeren nu klar til kvartfinalen, efter at hun i fjerde runde gjorde det af med amerikaneren Madison Keys, der blev slået 6-3, 6-4 på Arthur Ashe Stadium.

21-årige Keys er verdens nummer ni, og hun var seedet som nummer otte i US Open, men Wozniacki spillede med stort overblik og selvtillid og lukrerede på amerikanerens mange fejl i de to spilleres første møde på en tennisbane.

Dermed er danskeren klar til at møde lettiske Anastasija Sevastova i kvartfinalen.

Sevastova er verdens nummer 48, og hun sendte britiske Johanna Konta ud i fjerde runde.

Madison Keys slog kampen igennem utrolig hårdt til boldene. Filosofien syntes at være, at går den, så går den. Det betød naturligt, at amerikaneren lavede mange fejl.

Wozniacki holdt sin serv i kampens første parti, mens Keys måtte slide gevaldigt i det for at udligne til 1-1.

På papiret var Keys favorit, men den langt mere rutinerede dansker bragte sig foran 4-1, da hun to gange holdt sin serv og også brød Madison Keys.

Keys slog hårdt på hver en bold, men spillede også med høj risiko. Hun reducerede, mens Wozniacki bragte sig på 5-2. Det blev 5-3, før Wozniacki tog første sæt efter en flot andenserv, som Keys sendte i nettet.

Keys returnerede indimellem, så det var umuligt for Wozniacki, men spillestilen var ikke vanskelig for danskeren at læse.

I andet sæt lagde Wozniacki ud med at bryde Keys, og danskeren holdt sin serv, mens Keys efterfølgende reducerede til 1-2 med et rent serveparti.

Keys så ud til at stramme sig an, da det blev 2-2, men en dobbeltfejl til sidst i egen serv betød, at Wozniacki kunne bryde og igen bringe sig foran.

En velsmurt førsteserv og forhånd gav Wozniacki et rent serveparti, og efterfølgende holdt Keys også sin serv dog med en del besvær.

Wozniacki servede og returnerede generelt med overblik og tvang Keys ud i situationer, hvor amerikaneren måtte satse. Wozniacki holdt sin serv, og Keys gjorde det samme, og så havde Wozniacki mulighed for at serve kampen hjem.

Wozniackis første servees i kampen gjorde det til 30-0 til danskeren, men en dobbeltfejl betød 30-30, før Keys symbolsk afsluttede partiet med at returnere bolden i nettet.

Danskeren tog dermed andet sæt og kampen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.