Klinsmann rammer historisk lavpunkt med USA
USA har fået en skrækkelig start på VM-kvalifikationen med hjemmebanenederlag og klø i Costa Rica.
Joel Campbell (i rødt) scorer et af sine to mål i Costa Ricas storsejr på 4-0 over USA i VM-kvalifikationen.
Joel Campbell (i rødt) scorer et af sine to mål i Costa Ricas storsejr på 4-0 over USA i VM-kvalifikationen. Foto: Juan Carlos Ulate/Reuters


For mindre end en uge siden tabte USA's fodboldlandshold 1-2 hjemme til Mexico - holdets første hjemmebanenederlag i en VM-kvalifikation i 15 år.

Natten til onsdag dansk tid nåede Jürgen Klinsmanns tropper så et nyt lavpunkt, da holdet blev udspillet og tildelt en lussing på 4-0 i Costa Rica.

Det var USA's største nederlag i VM-kvalifikationen i 36 år. Ikke siden 1-5-nederlag mod Mexico i 1980 har holdet tabt med fire mål i en kvalifikationskamp til VM.

Tyske Klinsmann var da også klar i spyttet efter nederlaget i Costa Rica.

- Det er helt sikkert det nederlag, som har gjort mest ondt i mine fem år (som amerikansk landstræner, red.). Uden tvivl, siger Klinsmann ifølge AFP efter 0-4-lussingen.

- Det her er helt sikkert et øjeblik, som kalder på refleksion over, hvad der er sket de seneste ti dage.

Nederlagene til Mexico og Costa Rica har givet USA den værst tænkelige start på den afsluttende gruppe i kvalifikationen for landene fra Nord- og Mellemamerika samt Caribien.

Gruppen indeholder seks hold, som alle mødes ude og hjemme, og de tre bedste booker billet til VM, mens nummer fire blandt de seks hold skal spille playoffkampe.

USA og Trinidad og Tobago er de to eneste hold uden point efter to kampe. Costa Rica har maksimumpoint på førstepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.