Klinsmann: I USA ville vi kalde Olsen for quarterback
Jürgen Klinsmann husker Morten Olsen fra sin aktive karriere, hvor danskeren var en strateg på en fodboldbane.


USA's landstræner Jürgen Klinsmann er fuld af lovord om sin kollega Morten Olsen, der stopper som dansk landstræner efter EM i Frankrig i 2016.

Var Morten Olsen vokset op i USA, kunne han måske være blevet quarterback på et NFL-hold, hvis det ikke var endt med en flot karriere inden for fodbold.

Klinsmann mener i hvert fald, at Olsen var en strateg med et unikt overblik fra sin position i de bageste rækker på et fodboldhold.

- Jeg har fantastiske minder om Morten. Han var en utrolig spiller, han var en strateg på banen, i USA ville vi kalde ham "quarterback", fordi han organiserede spillet.

- Han fortsatte sin fantastiske karriere som træner og satte sit stempel på dansk landsholdsfodbold, som er fuld af talent, siger Klinsmann.

Tyskeren er imponeret over, at Olsen har siddet i snart 15 år som dansk landstræner.

- Det siger noget om både den danske fodboldunion og Morten, som altid har været fokuseret og i balance. Jeg krydser fingre for Morten i EM-kvalifikationen, siger Klinsmann.

Han har respekt for Danmark inden onsdagens testkamp i Aarhus, hvor USA stiller op med blandt andre den tidligere AGF-spiller Aron Johannsson.

- Vi har set Danmarks kampe og ved, hvor holdet står i kvalifikationen til EM i 2016. Danmark har et rigtigt godt hold, og det er sjovt at se holdet spille.

- Danmark har mange gode individuelle kvaliteter og en meget erfaren træner. Vi ser virkelig frem til kampen. Det giver os mulighed for at måle os med et godt europæisk hold, siger Klinsmann.

Kampen mellem Danmark og USA begynder onsdag klokken 20.15.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.