Klimaminister vil bruge ti millioner på grøn eksportstrategi
Klimatopmøde har skabt mulighed for grønt eksporteventyr, og det vil minister sikre med ny millionstrategi.
Danske virksomheder skal have en strategi for, hvordan de eksporterer grøn teknologi til resten af verden.
Danske virksomheder skal have en strategi for, hvordan de eksporterer grøn teknologi til resten af verden. Foto: Mathias Svold/Polfoto


Den danske regering øjner muligheder for et grønt eksporteventyr i dønningerne efter klimatopmødet i Paris i december, hvor verdens lande blev enige om en klimaaftale.

Aftalen kræver ny, grøn teknologi, og det skal danske virksomheder være med til at levere, mener energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

- Der er en unik chance nu, og den skal vi forstå at udnytte, siger han.

Derfor har han afsat ti millioner kroner på finansloven over en treårig periode til udformningen af en grøn eksportstrategi, der skal sikre, at danske virksomheder får sin del af kagen.

Ifølge ministeren skal verdens lande investere 13.500 milliarder dollar (svarende til 90.000 milliarder kroner, red.) frem mod 2030, hvis de skal nå det, som blev aftalt på klimatopmødet.

- Kan Danmark få bare en lille andel af det store marked, så svarer det til titusindvis af danske arbejdspladser og mange, mange, milliarder danske kroner, siger Lars Christian Lilleholt.

Udkastet til strategien indeholder en udvidelse af det danske energisamarbejde med andre lande fra syv til elleve.

De nye samarbejdslande bliver USA, Tyskland og Storbritannien.

Samarbejdet er med til at sikre, at danske rådgivere bliver placeret på ambassader i landene, og det gør danske virksomheder mere synlige.

Desuden skal hele eksportmarkedet tilrettelægges, og der skal sikres flere eksportfremstød.

Den endelige strategi vil blive præsenteret senere på efteråret.

Hos Dansk Industri vækker udspillet til den nye strategi begejstring.

- Det er super positivt. Det er svar på den efterspørgsel, som vi har bragt frem på branchens vegne, så det glæder vi os meget over, siger branchedirektør Troels Ranis.

Han har flere gange udtrykt et behov for en klar eksportstrategi, og han mener, de ti millioner er tilfredsstillende til at få realiseret det ønske.

- Det sætter rammen for, at vi kan få sat arbejdet i gang. Ministeren har lyttet til energibranchen, og vi ser frem til, at det bliver plantet i en ny eksportstrategi, som vi har foreslået, siger Troels Ranis.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.