Klimaminister roser Obama for at sætte mål for CO2
Det er godt nyt for Danmark og de danske virksomheder, at Obama ønsker sig et grønnere USA.
En amerikansk klimaplan kan være med til at skabe nye muligheder for danske virksomheder i landet, lyder det. Det er godt nyt for Danmark, at den amerikanske præsident, Barack Obama, melder sig ind i klimakampen med en klimaplan, lyder det fra energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).
En amerikansk klimaplan kan være med til at skabe nye muligheder for danske virksomheder i landet, lyder det. Det er godt nyt for Danmark, at den amerikanske præsident, Barack Obama, melder sig ind i klimakampen med en klimaplan, lyder det fra energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). Foto: LASSE KOFOD/POLFOTO


Det er godt nyt for Danmark, at den amerikanske præsident, Barack Obama, melder sig ind i klimakampen med sin nye klimaplan, lyder det fra energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

- For Danmark er meldingen fra Barack Obama rigtig, rigtig glædelig.

- Det vil bidrage til, at danske virksomheder får nye muligheder i USA. Fra regeringens side vil vi gøre, hvad vi kan for at skabe muligheder for danske virksomheder med den åbning, der er fra amerikanerne med hensyn til vedvarende energi og grøn omstilling, siger han til Ritzau Finans.

Hovedlinjerne i præsidentens "Plan for Ren Energi" blev præsenteret søndag, mens den fulde plan bliver offentliggjort senere mandag.

Blandt andet skal landets kraftværker, som står for 40 procent af CO2-udledningen i USA, begrænse deres forurening. Elværkernes udledning af drivhusgassen skal ifølge Det Hvide Hus være reduceret med 32 procent i 2030 i forhold til 2005.

Lars Christian Lilleholt mener, at planen er ambitiøs nok.

- Alene det, at amerikanerne begynder at sætte mål, det er rigtig positivt. Det viser, at man tager den her dagsorden seriøst, siger han.

Det er også positivt i forhold til det kommende klimatopmøde i Paris senere på året, mener ministeren, som kalder det "en god løftestang".

- Hidtil har vi savnet USA på den her dagsorden. Det er godt, at USA nu også viser, at man ikke bare snakker om det, men er parat til handle.

- Jeg er helt overbevist om, at det kommer til at spille en rolle i forhold til at få en aftale i Paris, siger ministeren.

Endnu er det uvist, hvor nemt det bliver for præsident Obama at gennemføre sin plan om CO2-reduktioner, da han mangler et flertal i Kongressen for at kunne vedtage det som en ny lov.

Obama er i stedet gået gennem den amerikanske miljømyndighed, EPA, der har fået rettens ord for, at den må pålægge CO2-reduktioner.

Den fremgangsmetode vil dog efter al sandsynlighed møde voldsom modstand hos republikanerne, der kunne svare igen med en række sagsanlæg, der kan udvande Obamas planer om CO2-reduktioner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.