Klimaminister: Lima-aftale er sidste chance for klimaet
Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen tror på en aftale ved COP 20-klimamødet i Lima i Peru.


- Når vi ikke en aftale i Lima, når vi heller ikke vores målsætning om at holde os under en temperaturstigning på under to grader og dermed forhindre en total nedsmeltning af det globale klima.

Så klart udtrykker klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) sig, inden han mandag påbegynder det store COP 20-klimamøde i Perus hovedstad, Lima.

Målet er, at der skal laves en forhåndsaftale om at skære i udledningen af drivhusgasser, så den kan godkendes på COP 21-topmødet i Paris næste år.

Rasmus Helveg Petersen tror, at en sådan aftale kan komme på plads.

- Jeg forventer, at vi får en kladde med hjem af den aftale, som skal underskrives i Paris næste år. Det bliver selvfølgelig hårdt arbejde, men jeg tror på en aftale.

- Jeg forventer også, at andre lande forpligter sig til at gøre en indsats for klimaet, før en eventuel aftale træder i kraft i 2020. Vi mener nemlig, at der skal gøres en masse i årene indtil da, siger Rasmus Helveg Petersen.

Igen i år indtager Danmark toppen på listen Climate Change Performance Index, der måler landes klima- og energipolitik. Det blev offentliggjort mandag

I Lima føler ministeren også, at er respekt omkring Danmarks klimaindsats.

- Jeg kan godt mærke, at der hernede er respekt om Danmark. De andre lande ved nemlig, at vi selv har taget nogle tunge skridt og opnået resultater. Vi har bevist, at det, vi beder de andre om, kan gennemføres.

- Så vi har et godt udgangspunkt, og folk tror på os, uden at vi bliver anset for at være hyklere. Vindmøller er det bedste eksempel på en dansk opfindelse, hvor vi har vist vejen, siger Rasmus Helveg Petersen.

Det store klimamøde i Lima fortsætter indtil fredag.

Inden da skal repræsentanter for 190 lande blive enige om en forhåndsaftale, som kan tages videre til COP 21 i Paris næste år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.