Det danske samfund står over for stigende udgifter til at klimatilpasse, klimasikre og kystbeskytte de kommende år. Diger skal forhøjes, kloakker skal udvides og vandet skal ledes væk fra vejene.
Hele verden står over for en stor regning som følge af klimaforandringerne, fastslår energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) i forbindelse med, at regeringen præsenterer et nyt udspil om klimasikring.
- Det er derfor, at vi fra dansk side har fokus på at være ambitiøs i forhold til klimaaftalen og reducere udledningen af CO2.
- Men også at gøre en indsats i i forhold til konsekvenserne af klimaforandringerne - de to ting går for mig at se fint hånd i hånd.
Lilleholt og regeringen har fået kritik, blandt andet af Alternativet, for ikke at leve op til Parisaftalen.
- Danmark overholder 100 procent aftalen fra Paris. Vi har forhandlet via EU. Og vi lever til fulde op til vores del.
Ministeren kalder kritikken for "politisk spilfægteri".
- Det handler om, at der er nogle, der gerne vil tegne et billede af, at regeringen er sort og de selv er supergrønne. Men heldigvis er virkeligheden anderledes. Der er en grøn regering i Danmark.
Klimaaftalen fra Paris bliver næppe den sidste internationale klimaaftale, mener ministeren.
- Jeg har en klar forventning om at i de kommende år vil kravene blive strammet yderligere.
Gør vi danskere nok for klimaet, eller skal man forvente mere drastiske krav såsom kødfri dage?
- Hvis alle lande i verden gjorde som Danmark, så tror jeg, at meget på klimaområdet ville være bedre. Danmark løser ikke klimaudfordringen alene. Det gør vi i internationalt fællesskab, først og fremmest i FN.
Ministeren præsenterer torsdag et nyt klimaatlas udarbejdet af DMI. Her skal kommuner og andre kunne hente viden om, hvornår der er risiko for eksempelvis kraftige regnskyl og oversvømmelser.
Det skal sikre, at der bliver investeret korrekt. Og ikke overinvesteret, forklarer ministeren.
- Det er et område, hvor der skal investeres mange penge de kommende år. Derfor er det vigtigt, at man gør det på den rigtige måde, så man undgår at bruge pengene forkert.
Det koster 27 millioner kroner at få klimaatlasset op at stå, oplyser ministeren.
/ritzau/