Klimaminister: Apple belønner Danmark
Apple etablerer datacenter i Danmark, fordi vi er verdens bedste til intelligente energiløsninger, lyder det.
Vi bliver belønnet for at være nummer et, siger klimaminister Rasmus Helveg Petersen.
Vi bliver belønnet for at være nummer et, siger klimaminister Rasmus Helveg Petersen. Foto: Ulrik Jantzen/free


Det skaber stor glæde hos landets klima-, energi- og bygningsminister, at Apple vil investere 6,3 milliarder kroner til at etablere et datacenter i Viborg.

- Vi har kæmpet for at få verdens mest grønne og moderne energisystem, og nu bliver vi belønnet med en stor grøn investering, fordi vi er nummer et, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) til Ritzau.

Han opfordrer samtidig til, at man i Danmark hele tiden skal blive ved med at tænke nyt.

- Vi skal passe på, at vi ikke kommer til at hvile på laurbærrene. Den førsteplads er ikke kommet af sig selv, og den skal vi også kæmpe for i fremtiden. Vi skal blive ved med at udvikle os, siger han.

Rasmus Helveg Petersen vurderer, at Danmark globalt set er meget langt fremme i udviklingen af intelligente energiløsninger.

- Vi synes jo, at det er ganske normalt at have vindmøller og fjernvarme og så videre, men det er faktisk utrolig moderne og fremsynet set med internationale briller, siger han.

Det er helt naturligt, at det er Apple, der vælger at investere i Danmark, mener Rasmus Helveg Petersen.

- Apple står for at være først med det mest moderne, og det er Danmark i den her sammenhæng. Når Apple skal ud og investere og associeres med et andet land, så vælger de Danmark, fordi vi står for nogle gode, grønne energiløsninger, siger han.

Det nye datacenter skal ligge nogle få kilometer fra Viborg, og landets klima-, energi- og bygningsminister har også rosende ord til den midtjyske by.

- De lokale i Viborg har kæmpet hårdt for at gøre sig attraktive, så det er også Viborgs egen fortjeneste, siger Rasmus Helveg Petersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.