Klimafænomenet El Niño vækker bekymring
Mange millioner mennesker trues af katastrofer i 2016 på grund af klimafænomenet El Niño.


Den hidtil stærke cyklus af uvejr i det berygtede klimafænomen El Niño, der kan udløse tørke i en del af verden og oversvømmelser i en anden, vil sandsynligvis øge faren for hungersnød og sygdomsepidemier blandt millioner af mennesker i 2016, siger nødhjælpsgrupper og klimaeksperter.

- El Niño 2015-2016 er formentligt den stærkeste i hundrede år, siger Jerome Lecou, en klimaekspert ved Frankrigs vejrtjeneste Meteo France.

Nogle af de værste følger kan ventes i Afrika, hvor eksperter forudser mangel på mad i februar. Derudover ventes regioner som Caribien, Cental-og Sydamerika at blive berørt inden for de kommende seks måneder.

Det periodiske vejrfænomen, som er med til at drive de globale temperaturer i vejret, og som skaber forstyrrelser i de normale vejrmønstre, har været med til at sikre 2015 en plads i rekordbøgerne som verdens varmeste år.

- Ud fra visse betragtninger har vi i år haft den stærke El Niño nogensinde. Det afhænger af, hvordan man måler det, siger forskeren Nick Klingaman fra Readings Universitet til BBC.

Han siger, at mange lande har fået 20-30 procents mindre regn. Indonesien har været gennem en alvorlig tørke, og den indiske monsunregn var 15 procent lavere end normalt.

- Både tørke og oversvømmelser fortsætter, og omfanget af de mulige ødelæggelser og katastrofer skaber dyb bekymring hos nødhjælpsorganisationerne. Omkring 31 millioner mennesker er i fare for at blive berørt af fødevaremangel i Afrika, hvilket er betydeligt flere end gennem det seneste år, siger han og stiller spørgsmålene:

- Omkring en tredjedel af de udsatte bor i Etiopien. Kan Etiopien klare en tørke? Kan Sydafrika klare den værste tørke i 30 år?

El Niño, der er det spanske ord for "drengebarnet", er en naturligt forekommende vejrepisode, som normalt forekommer normalt hvert andet til syvende år.

En klassisk påvirkning af El Niño er kraftig nedbør ved Sydamerikas kyst. Samtidig kan der komme tørke i den vestlige del af Stillehavet og det nordlige Australien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.