Sommeren 2016 har med al tydelighed vist os, at vi skal til at vænne os til mere regn.
Det viser sig også hos husejere, som skal have skiftet tagrender. Flere forlanger ganske enkelt at fremtidssikre deres huse med tagrender, som bedre er i stand til at klare de voldsomme regnskyl.
Det fortæller Per Bundgaard Sørensen, som er indehaver af et Blikkenslager-firma i Hinnerup. Og flere arkitekter begynder efterhånden at tage højde for det, siger Per Bundgaard til DR Østjylland.
- Når vi får tegninger ud, som vi skal give tilbud på, så skal vi lave tagrenderne en del større end tidligere, siger han.
Ofte handler det om at gå fra en 11' til 12' rende, der kan tage mere vand. Og den opgradering er en god ide, siger Leon Buhl, der er seniorspecialist i VVS, Teknologisk Institut:
- Der kommer regnskyld i dag, som er kraftigere end tidligere, og det betyder, at mange tagrender på vores huse ikke kan klare de vandmængder, siger han til DR Østjylland.