Klavs Bruun om Wilbek-opbakning: Det har jeg forventet
Landstræneren er kommet i skudlinjen efter dårlige resultater, men får opbakning fra håndboldforbundet.
Trods skuffelsen med den kiksede OL-kvalifikation, er kvindelandsholdets træner, Klavs Bruun Jørgensen, tilfreds med opbakningen fra DHF's sportschef, Ulrik Wilbek.
Trods skuffelsen med den kiksede OL-kvalifikation, er kvindelandsholdets træner, Klavs Bruun Jørgensen, tilfreds med opbakningen fra DHF's sportschef, Ulrik Wilbek. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Der er fuld opbakning til Klavs Bruun Jørgensen fra DHF's sportschef Ulrik Wilbek, der giver håndboldkvindernes træner arbejdsro efter skuffelsen i OL-kvalifikationsturneringen i Aarhus.

Den melding kommer ikke bag på landstræneren, der inden 38-17-sejren over Uruguay søndag aften havde tabt fem landskampe på stribe.

- Det havde jeg bestemt forventet. Det har været et hektisk år, hvor der ikke har været meget tid med holdet. Man går lidt og tripper engang imellem.

- Hvis man skulle til at ændre hele møllen igen, så havde det vist også været lidt overgearet, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Han er kommet i skudlinjen efter sjettepladsen ved VM i december, hvor målet var en medalje, og den mislykkede OL-kvalifikation i denne weekend.

Selv konstaterer han, at han kan mærke en tydelig forskel til tiden i Tvis Holstebro, hvor "der kun var nogle få lokale, der bjæffede engang imellem".

- Målestokken er forskellig i forhold til, da jeg var i Holstebro. I AG København var der også mange, der havde en mening om Søren (Herskind, assistent, red.) og mig.

- Det her er et job, der får meget opmærksomhed. Der vil altid været nogen, der sidder hjemme på sofaen og synes, de er enormt kloge. Det lever jeg fint med, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Næste opgave bliver to EM-kvalifikationskampe i starten af juni, men allerede nu begynder forberedelserne frem mod EM i Sverige sidst på året

Kampene mod Rusland, Rumænien og Montenegro de sidste par uger har givet et klart fingerpeg om, hvor der skal sættes ind.

- Spillerne skal hjem og arbejde med deres fysik. Det skal være med hjælp fra klubberne, men det skal så sandelig også være på eget initiativ.

- Der er nogle klubber, der har meget fokus på det, og andre, der ikke har, fordi de ikke har ressourcerne til det. Vi har allerede talt med spillerne om, at det er deres eget ansvar at få styrketrænet og løbetrænet ordentligt, siger Klavs Bruun Jørgensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.