Klavs Bruun kritiserer åbenmundede spillere
Klavs Bruun mener, at spillerne bærer en stor del af ansvaret for, at sportschef Ulrik Wilbek stoppede.
Klavs Bruun Jørgensen står for en lukket ledelsesstil, fordi det er nødvendigt, siger han. Arkivfoto.
Klavs Bruun Jørgensen står for en lukket ledelsesstil, fordi det er nødvendigt, siger han. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Scanpix


De danske håndboldherrer sikrede sig en historisk OL-guldmedalje i Rio i august.

Men jublen fortonede sig hurtigt i skandalen om, at sportschef Ulrik Wilbek angiveligt havde holdt møder i Rio med spillere for at høre, om man skulle fyre landstræner Gudmundur Gudmundsson.

Det endte med, at Wilbek selv ryddede sit skrivebord i Dansk Håndbold Forbund (DHF), og det skyldes i høj grad spillere, som ikke forstår at holde tingene internt.

Det mener kvindelandstræner Klavs Bruun Jørgensen.

- Wilbek var helt sikkert blevet, hvis det ikke var kommet ud, at der havde været de møder om Gudmundsson under OL, siger han i et interview med DR.

Klavs Bruun har selv prøvet, at et internt brev fra spillerne på kvindelandsholdet med en kritik af ham selv er blevet lækket til pressen, og det er ødelæggende for at kunne bedrive ledelse, mener han.

- Sådan nogle ting sker alle steder. Alle har sådanne møder (som Wilbek i Rio, red.). De ting har vi ofte været igennem som landstrænere både Wilbek, Pytlick, Gudmundur og mig, siger Klavs Bruun.

- Forskellen er bare, at de ikke kommer ud i offentligheden. Dér har spillerne og andre også et ansvar, de skal holde tingene internt. Det ser så torskedumt ud, hver gang sådan noget kommer ud.

Derfor så han gerne, dels at spillere og andre indblandede holdt tæt, og dels at pressen ikke gik så højt op i den slags historier.

- Man kan ikke bedrive ledelse i medierne. Det kan man ikke, det er en umulig opgave.

- Den lukkethed, som jeg arbejder efter, og som jeg får hug for, den bliver nødt til at være der, hvis man skal have tingene til at fungere på et hold, lyder det fra landstræneren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.