Klavs Bruun får hård kritik af håndboldkvinder
Landstræneren bliver udsat for hård kritik i evaluering efter OL-kvalifikationen. Vi har vendt det, siger han.
Klavs Bruun Jørgensen får hård kritik af spillerne i evaluering.
Klavs Bruun Jørgensen får hård kritik af spillerne i evaluering. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Spillerne på kvindelandsholdet i håndbold er utilfredse med landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Det fremgår af en tre sider lang evaluering, som TV2 Sport er kommet i besiddelse af.

Spillerne kritiserer blandt andet landstræneren for dårlig taktisk forberedelse og mandskabsbehandling i evalueringen, der blev lavet for omkring to måneder siden efter OL-kvalifikationen.

- Folk tør ikke sige noget, og dem der gør, har svært ved at komme igennem.

- Mangler tillid til os, og respekt for det arbejde, vi gør i hverdagen.

- Der er meget sparsom kommunikation til folk, uanset om de spiller lidt, meget eller slet ikke, lyder det blandt andet i evalueringen ifølge TV2 Sport.

Brevet udtrykker også kritik af landsholdets assisterende træner, Søren Herskind.

Trænerduoen tiltrådte for omkring et år siden, men Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind har kun haft begrænset succes.

Danmark endte på sjettepladsen ved VM på hjemmebane i december sidste år, og i marts i år gik det - også på hjemmebane - galt i OL-kvalifikationen, så det danske hold ikke kommer med til legene i Rio i august.

Klavs Bruun Jørgensen fortæller til TV2 Sport, at han allerede i sidste uge fik talt med spillerne om indholdet i brevet.

- Det er klart, at når man læser sådan nogle ting, så skal man lige trække vejret et par gange, og så snakker man med de mennesker, der er omkring en - og selvfølgelig også med sportschefen (Ulrik Wilbek, red.) - om, hvad det er, der står.

- Og så læser man det igen, og så bruger man alt det konstruktive og ser, om man kan komme videre derfra.

- Sammen med spillerne har vi vendt mange af tingene, og det er gået rigtig fint. Så det er jeg meget godt tilfreds med, siger landstræneren.

Danmark skal i den kommende uge møde Tyrkiet og Portugal i EM-kvalifikationen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.