Klavs Bruun: EHF skyder sig selv i foden med planlægning
De danske håndboldkvinder når kun to træninger inden Møbelringen Cup, og det skyldes EHF's planlægning.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen ærgrer sig over, at han ikke havde mulighed for at samle landsholdstruppen til tre træninger inden Møbelringen Cup i Norge.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen ærgrer sig over, at han ikke havde mulighed for at samle landsholdstruppen til tre træninger inden Møbelringen Cup i Norge. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix


Det danske kvindelandshold i håndbold har mandag og tirsdag trænet forud for Møbelringen Cup i Norge, som er den sidste testturnering for holdet, inden det går løs ved EM i Sverige i december.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har været meget tilfreds med de to træninger, men han ærgrer sig over, at Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) har umuliggjort en ekstra træning.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg gerne ville have haft tre træninger, siger landstræneren.

- Jeg prøvede at kalde spillerne ind søndag, og der var også nogle, som godt kunne, men på grund af Europa Cuppen var det ikke muligt at få alle ind.

- Vi var også nødt til at flytte nogle flybilletter for FCM-spillerne, fordi de ellers ville komme for sent hjem.

De europæiske klubturneringer er arrangeret af EHF, ligesom EM også er det. Derfor forstår Klavs Bruun ikke kampplanlægningen, hvis man også vil se de stærkest mulige landshold til EM.

- Jeg synes, det er sindssygt ærgerligt i forhold til EHF og deres egen turnering, at de lægger udebanekampe, som det jo altid vil være for det ene af holdene, klokken syv om aftenen på en søndag, siger landstræneren.

Det var tilfældet for FCM, som søndag aften spillede ude mod rumænske CSM Bucuresti.

- EHF ved, at spillerne skal møde ind (i landsholdslejren, red.), hvor vi i forvejen ikke har sindssygt meget tid sammen med de her spillere, lyder det fra landstræneren.

Danmark åbner Møbelringen Cup torsdag med en kamp mod værtsnationen Norge.

Lørdag og søndag venter henholdsvis Rusland og Frankrig i firenationersturneringen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.