Klavs Bruun ærgrer sig over skader i Golden League
Håndboldlandstræneren mener, at hans spillere var trætte i 19-31-nederlaget til Norge ved Golden League.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen kunne ikke råbe sine spillere op mod Norge.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen kunne ikke råbe sine spillere op mod Norge. Foto: Frank Cilius/Scanpix


For anden dag i træk så Klavs Bruun Jørgensen Danmarks kvindelige håndboldlandshold levere en forfærdelig første halvleg ved Golden League-stævnet på hjemmebane.

Men mens landstrænerens hold lørdag fik rettet lidt op på helhedsindtrykket i anden halvleg i 20-27-nederlaget til Frankrig i Esbjerg, så gik det søndag helt galt mod Norge i Horsens.

Hele 31-19 vandt nordmændene efter 15-7 ved pausen.

Klavs Bruun Jørgensen mener, at hans hold var drænet for energi efter tre kampe på fire dage. Derudover måtte han undvære flere bærende spillere.

- Vi mistede altså Line Jørgensen mod Rusland (i 32-22-sejren torsdag, red.), og i dag blev Stine Jørgensen skadet i første halvleg. Og Anne Mette Hansen var slet ikke med i nogen af kampene, siger landstræneren til Ekstra Bladets hjemmeside.

- I deres fravær synes jeg, at Mette Tranborg gjorde det rigtig godt i de to første kampe, men det var tydeligt i dag, at hun var træt, siger han.

Begge hold stillede op uden en del bærende spillere, men det norske hold havde tilsyneladende det bedste koncept, mens Danmark havde problemer både offensivt og defensivt.

Danmark, der var uden skadede Line Jørgensen og Anne Mette Hansen, led endnu en bet, da anfører Stine Jørgensen efter cirka 20 minutter vred om på foden og måtte udgå.

- Vi blev tvunget til at spille med nogle opstillinger, som vi ikke er vant til. På grund af de skadede spillere. Men vi holdt fast i vores taktik, og det var altså også en træningsturnering.

- Derfor holdt jeg fast i de traditionelle ting, for at se hvad vi kunne bruge hos de enkelte spillere, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Danmark slutter som nummer tre ved Golden League efter Norge og Frankrig, men foran Rusland.

Turneringen fungerede som et led i forberedelserne til EM i Sverige i december.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.