Klar sejr: KIF Kolding stormer mod semifinale
De nykårede pokalvindere fra Skjern blev blæst ud af Brøndby Hallen med et 11-måls-nederlag.
Bo Spellerberg og KIF Kolding København havde let spil mod Skjern.
Bo Spellerberg og KIF Kolding København havde let spil mod Skjern. Foto: RASMUS FLINDT PEDERSEN/POLFOTO


Slutspillet om det danske mesterskab i herrehåndbold er kun to runder gammelt, men allerede nu er det svært at se, hvordan KIF Kolding København skal undgå at blive den ene deltager i semifinalen.

De ellers formstærke pokalvindere fra Skjern kunne i hvert fald intet stille op, da vestjyderne lørdag var på besøg i Brøndby Hallen. 31-20 vandt KIF Kolding København i en kamp, der aldrig blev spændende.

Skjern fulgte med til 4-4, men derefter scorede værterne fem gange i træk, og Skjern-træner Ole Nørgaard tog en timeout for at få sat en prop i det hullede forsvar.

I målet havde Kasper Hvidt fint styr på gæsternes skytter og illustrerede det perfekt, da han midt i første halvleg greb et langskud fra kæmpen Nikolaj Markussen.

Hvidts mange redninger gjorde, at KIF Kolding København - lidt usædvanligt for det aldrende hold - kunne score en række mål på kontraangreb, og på den baggrund havde fløjspilleren Simon Jensen en fin kamp med syv træffere på otte forsøg.

Efter 15-9 ved pausen forsvandt gæsternes sidste forsvarskraft i begyndelsen af anden halvleg, hvor KIF for alvor trak fra, og halvvejs igennem halvlegen var føringen oppe på 26-13.

Koldingenserne slappede lidt af i slutfasen, men da var kampen for længst afgjort, og Ole Nørgaard får nu travlt med at rejse sit hold inden næste opgave på torsdag, hvor Skjern skal på besøg i Aarhus.

KIF Kolding København har to sejre efter lige så mange kampe og er klart i spidsen af slutspilspulje 1 med seks point.

Skjern har to point på andenpladsen, mens Tvis Holstebro har et enkelt og Århus Håndbold nul point. De to sidstnævnte hold har dog kun spillet én kamp.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.