Klammeri-Clarkson kvitter comeback
Den nu forhenværende "Top Gear"-vært og problembarnet Jeremy Clarkson dropper sin første tv-optræden efter fyresedlen for sin iltre adfærd.
- Der kan ikke være særskilte regler for en part og andre regler for andre som følge af stilling, berømthed og kommercielle hensyn, lyder begrundelsen om Clarkson-fyringen.
- Der kan ikke være særskilte regler for en part og andre regler for andre som følge af stilling, berømthed og kommercielle hensyn, lyder begrundelsen om Clarkson-fyringen. Foto: Matt Dunham/AP


Den iltre, men uhyre populære tv-vært Jeremy Clarkson er endnu ikke parat til at sætte sig foran tv-linsen igen efter fyringen fra bilprogrammet "Top Gear."

Clarkson har trukket sig fra sin første optræden efter den famøse fyring, som blev konsekvensen, efter han i ordets bogstaveligste forstand langede ud efter en producer.

Den 54-årige temperamentsfulde brite skulle ellers have været medvært på den satiriske nyhedsquiz "Have I Got News for You," men det er nu droppet af hovedpersonen selv.

- Ved nærmere eftertanke har Jeremy Clakrson besluttet sig for ikke at være vært på "Have I Got News For You," meddeler programmets administrerende direktør, Jimmy Mulville, i en kort erklæring, skriver BBC.

- Vi forventer dog, at han vil genoptage sin værts-tjans senere på året, tilføjer direktøren.

Clarkson-klammeriet startede, da den kontroversielle vært fik et vredesudbrud, fordi han ikke kunne få serveret bøf og pomfritter efter en lang dags optagelser på grund af et lukket hotelkøkken.

En intern undersøgelse har vist, at han derfor svinede en af programmets producere til i 20 minutter, hvorefter han angreb ham fysisk i omkring 30 sekunder.

Produceren tog efterfølgende på hospitalet med en hævet og blodig læbe efter det "uprovokerede fysiske og verbale angreb," lyder det i en rapport om hændelsen.

Efter den interne undersøgelse og suspenderingen af Clarkson har BBCs generaldirektør, Tony Hall, meddelt, at Clarkson ikke ville få fornyet sin kontrakt.

Clarkson har længe været BBCs populære problembarn. Han har indbragt kanalen adskillige millioner kroner, men har også provokeret voldsomt ved at udtale sig racistisk om forskellige nationaliteter og nedladende om homoseksuelle.

BBC har meddelt, at "Top Gear"-programmet fortsætter uden Clarkson, men det vides endnu ikke, om programmets to øvrige værter, James May og Richard Hammond, smutter efter Clarksons fyring.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.