Der er stadig langt fra rent i Holbæk Kommune. En ny aktindsigt, som Fagbladet 3F har fået i de seneste klager over rengøringen viser, at der i løbet af 2014 er strømmet over 150 klager ind til kommunen.
I 2013 og i starten af 2014 lød antal klager på over 200. Samlet set har Holbæk Kommune dermed fået svimlende 350 klager over rengøringen i de godt to år Forenede Service har stået for rengøringen. Det svarer til en klage knap hver anden dag.
Og det er de samme ting, som ledere af skoler og institutioner klager over.
"Jeg vil vove at påstå, at der ikke er blevet gjort rent på toiletterne i bygning 1 siden engang i foråret. Det gælder både selve toiletterne, vaske og vægge," fremgår det af en klage sendt fra ungdomsskolen, UngHolbæk, til Forenede Service i august 2014.
Fra Børnehuset Tusindfryd lyder nogenlunde samme nedslående mailkorrespondance i oktober 2014.
"Her er ikke gjort rent i går torsdag. Der er tømt skraldeposer, som er sat udenfor containeren, så en far har set en rotte, og han vil klage. Men gulve og wc'er er ikke rengjort. Der er lortestriber i wc'er, og armaturer er slet ikke vasket. Meget ulækkert og sundhedsfarligt med så mange børn," står der i mailen fra Børnehuset Tusindfryd.
Kristian Nabe-Nielsen, der er chef for vækst og bæredygtighed i Holbæk Kommune, skriver i en mail til Fagbladet 3F, at kommunen tager hånd om problemerne.
- Vi er løbende i overvejelser om, hvorvidt kontraktens bestemmelser skal bringes i anvendelse, herunder ophævelse. Vi har senest aftalt et tiltag med Forenede Service, der garanterer, at kritisk mangelfuldt rengjorte enheder er rengjort senest næste dag kl 7.00.