Klage-regn over kommuner: Flere borgere er utilfredse
I flere og flere kommuner kan du søge hjælp hos en borgerrådgiver, hvis du føler dig dårligt behandlet. Og det gør flere og flere.
I Nordjurs Kommune siger borgmesteren, at klageregnen skyldes problemer på jobcentret.
I Nordjurs Kommune siger borgmesteren, at klageregnen skyldes problemer på jobcentret. Foto: SCANPIX arkiv


Hvis du løber panden imod en mur hos din kommune, kan du i flere og flere kommuner søge hjælp hos en borgerrådgiver.

Det har mange gjort i Norddjurs Kommune. På et år er antallet af henvendelse fra utilfredse borgere til borgerrådgiveren steget med omkring 30 procent. Stigningen er så stor, at kommunen bemærker det, siger borgerrådgiver i Norddjurs Jesper Cortes.

- Der har været nogle problematikker på arbejdsmarkedsområdet, hvor vi har kunnet mærke den store stigning. Det har genereret mange utilfredse borgere, siger han til DR Østjylland.

I 2014 fik han og hans kolleger 306 henvendelser fra borgere, der følte sig dårligt behandlet af kommunen, men året før var tallet kun på 233. Klagerne drejer sig især om langsommelig sagsbehandling og dårlig kommunikation.

Borgmester i Norddjurs Jan Petersen er helt med på, at stigningen skyldes problemer på jobcentret, og kommunen har derfor bemandet jobcentret med flere medarbejdere.

- Det var ikke kun borgerrådgiverne, der fik flere klager. Det gjorde jeg også selv, fortæller han.

- Kommunalbestyrelsen har derfor vedtaget en handleplan for, hvordan jobcentret kan forbedres, siger Jan Petersen til DR Østjylland.

I 2011 havde 16 kommuner i hele landet en borgerrådgiver. I 2014 var der borgerrådgivere i hele 25 kommuner.

Lige nu kan man i Østjylland finde borgerrådgivere på kommunens hjemmeside i Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Favrskov, Norddjurs og Randers, mens Aarhus Kommune har en borgermægler.

En borgerrådgiver er en slags kommunal ombudsmand, som skal guide borgere rundt i systemet og mægle i fastlåste sager mellem borgerne og kommunen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.