Klædte elever af: "Han var under et enormt pres"
Sagen fra Fyn, hvor en skoleleder beordrede to drenge til at klæde sig af foran de øvrige elever, er et resultat af, at skolelederen har haft for travlt og mistet sin dømmekraft. Sådan siger skolens bestyrelse.
Skolelederen udviste ifølge næstformanden i bestyrelsen dårlig dømmekraft, fordi han i en lang periode havde været presset på sit arbejde.
Skolelederen udviste ifølge næstformanden i bestyrelsen dårlig dømmekraft, fordi han i en lang periode havde været presset på sit arbejde. Colourbox - arkivfoto


Et alt for hårdt arbejdspres på grund af bl.a. skolereformen førte ifølge skolebestyrelsen til manglende dømmekraft hos skolelederen på Strandmølleskolen i Assens på Fyn. Han er kommet i modvind, fordi han under en morgensamling før jul fik to drenge fra de mindste klasser til at klæde sig af og stå i underbukser til en morgensamling som en del af underholdningen.

Drengene havde glemt at tage nissehuer på - derfor skulle de 'straffes' af skolelederen, der også som en spøg angiveligt sagde, at han ville klippe deres tissemænd af.

Skolelederen er blevet meldt til politiet for handlingen, men ifølge Fyns.dk bakker skolebestyrelsen op om ham.

Skolelederen udviste ifølge næstformanden i bestyrelsen dårlig dømmekraft, fordi han i en lang periode havde været presset på sit arbejde. Derfor har bestyrelsen sat gang i nogle initiativer, der skal aflaste ham.

Det er ifølge bestyrelsesmedlemmet især implementeringen af skolereformen og lærernes arbejdstidsaftale, der har presset skolelederen. Som - ifølge bestyrelsesmedlemmet - ikke længere skal stå for skolens underholdning.

- Han skal koncentrere sig om at lede skolen, siger Thomas Hald til Fyns.dk.

Han siger videre, at bestyrelsen ikke har set nogle grunde til, at lederen skal fyres, men at tingene kan udvikle sig anderledes.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.