KL: Skat skal fortsat inddrive gæld
Skønt Skat stopper med at inddrive gæld med it-systemet EFI, skal de stadig se på restancer, kræver KL.
Skønt Skat stopper med at inddrive gæld med it-systemet EFI, skal de stadig se på restancer, kræver KL. Arkivfoto.
Skønt Skat stopper med at inddrive gæld med it-systemet EFI, skal de stadig se på restancer, kræver KL. Arkivfoto. Foto: THOMAS BORBERG/POLFOTO


Skat skal fortsat sikre, at kommunale og andre offentlige restancer opkræves, selv om Skat stopper at inddrive gæld automatisk med it-systemet EFI, som har opkrævet forældet gæld.

Det siger cheføkonom Morten Mandøe fra Kommunernes Landsforening.

- Kommunernes restancer er steget markant de senere år, og et af problemerne har været EFI, siger Morten Mandøe.

- Man er nødt til at have tillid til det system, der skal inddrive borgernes gæld, og Kammeradvokatens rapport viser, at systemet ikke bare har haft svært ved at inddrive den gæld, som det offentlige rent faktisk har til gode, men også har foretaget ulovlig inddrivelse af gæld.

Morten Mandøe påpeger, at KL længe har været bekymret over, at EFI ikke kunne inddrive kommunernes restancer. EFI-systemet har været forsinket i 10 år, og problemerne fortsatte, da systemet i 2013 blev taget i drift.

I december 2014 blev konsulentfirmaet Accenture og statens advokat, Kammeradvokaten, bedt om at gennemgå it-systemet EFI, men analysen er ikke færdig.

Skatteministeriet oplyser, at "suspenderingen af de automatiske inddrivelsesaktiviteter via EFI vil være gældende, indtil der er fundet en alternativ metode til at inddrive restancer, eller EFI's funktioner er blevet gjort lovlige. Indtil da vil inddrivelsen i vidt omgang foregå via manuel sagsbehandling."

KL forudsætter, at SKAT afsætter tilstrækkeligt med midler, så der sikres en ordentlig opkrævning af offentlige restancer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.