KL og regeringen tæt på aftale om flygtninge
Flere flygtninge kan måske fremover blive indkvarteret privat hos danskere. KL og regeringen tæt på enighed.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fastslog i sin nytårstale, at man skal undgå "fortidens synder" ved ikke at integrere flygtninge, så de havner på passiv forsørgelse uden ordentlig kontakt til det resten af det danske samfund.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fastslog i sin nytårstale, at man skal undgå "fortidens synder" ved ikke at integrere flygtninge, så de havner på passiv forsørgelse uden ordentlig kontakt til det resten af det danske samfund. Simon Læssøe / Scanpix


Regeringen og KL ventes torsdag at nå til enighed om en forståelse af, hvordan kommunerne skal tackle det stigende antal flygtninge fra især Syrien.

På Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg mødes finansminister Bjarne Corydon (S), social- og integrationsminister Manu Sareen (R) og økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) torsdag med KL-toppen for at nå til enighed.

En af de store udfordringer for kommunerne er indkvartering af de mange flygtninge.

Ifølge Ritzaus oplysninger diskuterer parterne blandt andet, om man kan understøtte privat indkvartering af flygtninge.

Social- og integrationsminister Manu Sareen har tidligere talt varmt for, at flere danskere skal tage flygtninge indenfor i deres egen bolig.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er ret nyt for mig, at dette sker, men jeg håber virkelig, at vi vil se, at det spreder sig ude i kommunerne.

- For den absolut bedste form for integration starter altså ved spisebordene omkring i de små hjem. Hvis integrationen skal lykkes, så skal danskerne blande sig i de nye indvandreres liv, og indvandrerne skal selv åbne op, har Manu Sareen tidligere sagt til Berlingske.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fastslog i sin nytårstale, at man skal undgå "fortidens synder" ved ikke at integrere flygtninge, så de havner på passiv forsørgelse uden ordentlig kontakt til det resten af det danske samfund.

Det kan privat indkvartering måske være et middel til at ændre på.

Men også kommunernes ønske om at dispensere fra planlov, så man kan lave midlertidig indkvartering af flygtninge og spørgsmålet om, hvorvidt flere flygtninge kan dele en lejlighed er på bordet.

Parterne har på forhånd adgang til en pose penge, som stammer fra finansloven. Her blev der afsat 250 millioner kroner til at håndtere det ekstraordinært store antal flygtninge, der fra 1. januar for alvor begynder at komme ud i kommunerne.

Det er nogle af de penge, som KL og regeringen ventes at fordele torsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.