Anden runde af forhandlingerne om kommunernes økonomi i 2016 er tirsdag formiddag skudt i gang i Finansministeriet.
Det skete, da KL's formand, Martin Damm (V), mødtes med regeringen for at drøfte en række elementer vedrørende kommunernes fremtidige økonomi.
- Mødet gik fint, og vi fik drøftet en masse emner. Så nu har vi ladet op til, at vi kan mødes igen på fredag, og så skal der rettes til, siger Martin Damm til Ritzau.
- Vi er ikke enige, men vi havde i en god dialog og har nu fået hul igennem, lyder det.
Han oplyser, at KL på tirsdagens møde blandt andet efterspurgte regelforenklinger og drøftede en stribe af KL's andre bekymringer
- Der er en lang række problemstillinger. Det drejer sig blandt andet om effektivisering, afbureaukratisering, det nære sundhedsvæsen, flygtninge og en række andre emner, som vi nu samler op på og løber igennem sammen med regeringen, siger Martin Damm.
Den aktuelle situation med mange tilkomne flygtninge har også fået Martin Damm til at understrege kommunernes udfordringer i den sammenhæng.
Han siger, at pengene og rammerne skal være til stede, for at kommunerne kan håndtere de flygtninge, der kommer til landet.
- Der er ingen tvivl, om at det er en udfordring, når der kommer flygtninge ud i kommunerne, der skal have bolig, sprogundervisning og andre tilbud, siger han.
På tirsdagens møde var regeringen repræsenteret ved finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) samt erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).
Og mødet var planlagt, efter at sommerens økonomiaftale blev lavet på kort tid.
- Tiden var meget knap dengang, og derfor lavede vi aftalen meget kortfattet - mest for at få alle tal på plads i forhold til kommunernes budgetlægning, siger Martin Damm.
- Men der var også nogle ting, som vi manglede at snakke om. Dem udskød vi til her i september, og det er så dem, vi har taget fat i nu.
/ritzau/