På 16 år har kronisk syge Kristina Eversen været sendt i arbejdsprøvning 17 gange. Hun er for syg til at gennemføre dem, og derfor kan kommunen ikke vurdere hendes arbejdsevne.
Det betyder, at Kristina ikke kan få tilkendt førtidspension.
Hverken Socialdemokraterne eller Venstre mener, at der er noget galt med lovgivningen. Det sender ansvaret for Kristina Eversens lange kamp over til kommunernes fortolkning af loven.
Hos Kommunernes Landsforening ser man anderledes på det. Ifølge chefkonsulent Camilla Treldal Jørgensen kan de mange arbejdsprøvninger og det lange forløb skyldes lovens krav om grundighed.
- Kommunerne skal være grundige, og det tager jo tid. Sådan er reglerne, slår Camilla Treldal Jørgensen fast.
Alle muligheder skal udtømmes
Når sager trækker ud, skyldes det derfor et krav om at undersøge alle muligheder. Specielt for en 35-årig som Kristina Eversen.
- Med dem under 40 skal man være rigtig varsom, sådan er reglerne også. Der skal man virkelig udtømme alle muligheder, siger Camilla Treldal Jørgensen.
På trods af lovens hårde krav, ønsker chefkonsulenten ikke at kritisere politikerne. Men den svære adgang til førtidspension stammer fra Christiansborg.
- Det har jo været et politisk ønske at stramme op omkring førtidspension. Så det er da blevet sværere at få, mener Camilla Treldal Jørgensen.