Kjeldsen får ikke en plads på Europas Ryder Cup-hold
Thomas Pieters får sammen med Martin Kaymer og Lee Westwood de sidste tre pladser til Ryder Cup.
Søren Kjeldsen spillede sig i sidste uge til en delt ottendeplads ved golfturneringen Made in Denmark.
Søren Kjeldsen spillede sig i sidste uge til en delt ottendeplads ved golfturneringen Made in Denmark. Foto: Sch?tze Ren?/Polfoto


Årets Ryder Cup bliver uden deltagelse af den danske golfspiller Søren Kjeldsen.

Det står klart, efter kaptajnen for det europæiske hold, Darren Clarke, tirsdag har udtaget de tre sidste spillere til golfdysten mod USA om en måneds tid.

I stedet for Kjeldsen, som var i spil til et wildcard, er Made in Denmark-vinderen Thomas Pieters fra Belgien blevet udtaget. Det samme er tyske Martin Kaymer og engelske Lee Westwood.

Søren Kjeldsen håbede at blive en af Darren Clarkes udvalgte med godt spil i Made in Denmark, der løb af stablen i den forgangne uge. Men han turde ikke spå om sine chancer efter sin fine turnering, der resulterede i en delt ottendeplads.

- Jeg spekulerer ikke så meget over det. Jeg er afhængig af, at Darren Clarke synes, jeg skal på det hold. Så må vi se på det. Jeg har ikke noget at skulle have sagt.

- Jeg har spillet så godt, jeg kunne, de sidste 12 måneder. Vi må se, hvad han synes, sagde Søren Kjeldsen efter den sidste runde søndag.

Med udtagelsen af de tre spillere er det europæiske hold nu komplet. Foruden de tre, der er blevet valgt af kaptajnen personligt, har ni spillere kvalificeret sig ved at lægge bedst placeret på ranglister.

Holdet består af Rory McIlroy, Danny Willett, Henrik Stenson, Chris Wood, Sergio García, Rafael Cabrera-Bello, Justin Rose, Andy Sullivan, Matthew Fitzpatrick, Lee Westwood, Martin Kaymer og Thomas Pieters.

Danske Thomas Bjørn er vicekaptajn på holdet, men skal ikke selv i aktion.

Bjørn repræsenterede det europæiske hold som spiller i 1997, 2002 og 2014, mens Søren Hansen var med i 2008.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.