Kittel er ekstremt glad efter spurtsejr over Cavendish
Den tyske topsprinter henviste sidste års samlede vinder af Dubai Tour til andenpladsen på første etape.
Marcel Kittel vandt onsdag første etape i Dubai Tour. (arkivfoto)
Marcel Kittel vandt onsdag første etape i Dubai Tour. (arkivfoto) Foto: Odd Andersen/AFP


Cykelrytteren Marcel Kittel var hurtigst, da første etape af Dubai Tour blev kørt onsdag.

Den tyske sprinter fra Etixx-Quickstep-holdet vandt spurten foran briten Mark Cavendish (Dimension Data) efter en 179 kilometer lang etape, der lagde op til en afslutning for sprinterne.

27-årige Marcel Kittel vandt fire etaper i Tour de France både i 2013 og 2014, og han overtog i de år positionen som cykelverdenens hurtigste sprinter fra netop Mark Cavendish.

Sidste år fik Marcel Kittel imidlertid problemer med sygdom, hvilket betød, at han ikke kom med i det store franske etapeløb.

- Især efter den hårde sæson sidste år er jeg ekstremt glad for, at jeg kunne vinde. Men jeg er endnu mere glad for, at det fungerede så godt med holdet, siger Marcel Kittel ifølge cyclingnews.com.

Tyskeren skiftede før denne sæson fra Giant-Alpecin til Etixx-Quickstep, hvor han afløste netop Mark Cavendish.

Dubai Tour bliver i år kørt for tredje gang. Sidste år vandt Mark Cavendish samlet.

Løbet slutter på lørdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.