Kirkskov er ny skuespilchef for Det Kongelige Teater
Teatret har valgt Morten Kirkskov som chef. Han er uddannet skuespiller og har været teaterdirektør.
Det Kongelige Teater får en ny mand på topposten.
Det Kongelige Teater får en ny mand på topposten. Foto: Pressefoto fra Det Kongelige Teater, fotografen er Jens Lindhe/free


Morten Kirkskov skal være ny skuespilchef for Det Kongelige Teater, oplyses det i pressemeddelelse.

Han er nok mest kendt for sin rolle som departementschefen i tv-serien "Borgen," og siden 2011 har han været teaterdirektør på Aalborg Teater. Han tiltræder på teatret efter aftale og senest 31. maj.

- Jeg ser en kæmpe chance for at være med til at præge nationalscenen i fremtiden med det enorme potentiale og ikke mindst den forandringslyst, som samtaler med teatret i denne proces har gjort tydelig for mig.

- Det er tårnhøje ambitioner, der arbejdes med for de kommende år og ganske enkelt svært ikke at lade sig gribe af muligheden for at medvirke til at gøre dem til virkelighed, siger den kommende skuespilchef Morten Kirkskov.

Han er født i 1963 i Sdr. Omme og er uddannet skuespiller fra skuespillerskolen ved Odense Teater i 1990. Som skuespiller har han medvirket i flere end 40 forestillinger på de københavnske teatre og har i perioder været en fast del af Det Kongelige Teater.

Som instruktør har han instrueret omkring 20 forestillinger blandt andet "Farlige Forbindelser" på Østre Gasværk, "Scener fra et Ægteskab" på Aarhus Teater og senest "Indenfor Murene" på Aalborg Teater, som blev nomineret til en Reumert.

- Jeg er overbevist om, at Morten Kirkskov besidder de både kunstneriske og ledelsesmæssige kompetencer, der skal til for at være med til at løfte Det Kongelige Teaters position og folkelige appel til nye højder og nye bredder, som er teatrets klare ambition for de kommende år, siger bestyrelsesformand Stine Bosse.

Morten Kirkskov modtog i 1997 Lauritzen-prisen, og i 2005 fik han Ole Haslunds Kunstnerfonds Legat.

I foråret 2010 debuterede han som romanforfatter med romanen "Kapgang", som havde premiere som film i august 2014 med Niels Arden Oplev som instruktør.

Filmen er indtil videre er set af omkring 300.000 mennesker i biografen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.