Et tidligere menighedsrådsmedlem er tiltalt for at have snydt sin kirke for over 20.000 kroner i en periode på cirka ni måneder.
Ifølge anklageskriftet har det 62-årige menighedsrådsmedlem snydt kirken i Kolding ved at handle til sig selv under påskud af, at varerne skulle bruges til arrangementer i kirken.
Det skriver JydskeVestkysten.
Det var de øvrige menighedsrådsmedlemmer, der fattede mistanke til den 62-årige og meldte ham til politiet. Mistanken kom efter et usædvanligt køb i kirke-sammenhænge. Nemlig to flasker vodka.
- Vi faldt over, at han måske havde glemt at se på, hvad der stod på bonen, som han ville have refunderet. For på en bon var der to flasker vodka, og det er ikke lige det, vi bruger mest af i kirkehuset, fortæller formanden for menighedsrådet til JydskeVestkysten.
Den 62-årige valgte selv at sige farvel til kollegerne i menighedsrådet.
Da stolen brændte under ham, meldte han sig ud. Aftenen før, vi skulle have møde, skrev han en mail til mig. Han ville udtræde per dags dato, fordi vi var for tunge at arbejde med, siger formanden.
Sagen kører tirsdag ved Retten i Kolding.