Kirkbi-boss vil lægge flere klodser i kurven
Milliarderne vælter ind i Legofamiliens pengetank. De skal bruges til at købe store bidder af nye selskaber.
Legofamiliens pengetank leder efter nye investeringer.
Legofamiliens pengetank leder efter nye investeringer. Foto: Lego/Free


2015 var et fremragende år for Lego, og ikke et dårligt et af slagsen for Merlin Entertainment. Dermed blev det også et forrygende år for Kirkbi, Legofamiliens investeringsselskab.

Samlet kom der 13,4 milliarder kroner i kassen. De penge skal finde nye hjem, fortæller administrerende direktør Søren Thorup Sørensen.

- Det primære formål er at sikre, at der bliver investeret tilstrækkeligt i Lego og Merlin. Det, der så er tilbage, skal ud og arbejde, siger direktøren.

Kirkbi har fokuseret på store andele i etablerede selskaber. En strategi som både Lundbeckfonden og Novo A/S er begyndt at forfølge de seneste år.

Legos pengekasse er blevet brugt til at købe mærkbare andele af Falck, ISS, Matas og seneste den tyske specialist i brandsikring Minimax Viking.

- Det er helt klart sådan noget, vi gerne vil gøre noget mere af. Vi kigger efter solide virksomheder, der vokser, har mulighed for at skabe værdi, og som tager ansvarlighed meget alvorligt, siger Søren Thorup Sørensen.

Med et lavt renteniveau på obligationer er der globalt utroligt mange penge, der leder efter investeringer. Det har sendt priserne opad for gode investeringer.

- Der er mange om buddet, og priserne er efterhånden ganske fyldige.

- Men vi håber på, at vi kan komme ind alligevel. På mange måder er vi jo meget mere end en investor. Vi kommer med et stærkt fokus på ansvarlighed og har en villighed til at investere i virksomhedernes vækst med en lang tidshorisont, siger Søren Thorup Sørensen.

Ud over flere bidder af velkørende selskaber er Kirkbi på jagt efter ejendomme i specielt i København, München, London og Zürich.

Derudover har Kirkbi investeret kraftigt i opførslen af vindmølleparker, der begynder at tjene penge fra i år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.