Kinesisk tv-vært efterforskes for Mao-kritik
Kendt tv-vært på Kinas største tv-station sang på sociale medier, at Mao påførte befolkningen store lidelser.
Kommunistpartiet, som er det eneste tilladte parti, har endnu ikke officielt taget afstand fra det kaos og den brutale undertrykkelse, som skete under kulturrevolutionen.
Kommunistpartiet, som er det eneste tilladte parti, har endnu ikke officielt taget afstand fra det kaos og den brutale undertrykkelse, som skete under kulturrevolutionen. Foto: www.colourbox.com/free


Kinas største statslige tv-station, CCTV, er ved at efterforske en af dets studieværter, som angiveligt har fremsat fornærmende udtalelser mod den tidligere kommunistiske leder Mao Zedong på sociale medier.

I en video, som er blevet set af et meget stort antal brugere, synger tv-værten Bi Fujian en kommunistisk sang, men han tilføjer linjer, som han selv har skrevet, hvori han siger, at Mao påførte det kinesiske folk store lidelser.

CCTV siger, at Fujians udtalelser er stødende og vil blive undersøgt nøje.

Den 56-årige Obi Fujian er kendt for at have ledet et talentprogram for CCTV. Han har også ledet tv-stationens nytårsprogrammer siden 2011.

Mao Zedong døde i 1976. Hans kontrafej præger stadig Kinas pengesedler, og hans balsamerede lig bliver dagligt besøgt af tusindvis af mennesker i Beijing.

Kommunistpartiet, som er det eneste tilladte parti, har endnu ikke officielt taget afstand fra det kaos og den brutale undertrykkelse, som skete under kulturrevolutionen, eller redegjort for de millioner af mennesker, som led sultedøden under kampagnen "Det Store Spring Fremad".

Med "Det Store Spring Fremad" ville Mao på rekordtid bringe Kina op på et højere økonomisk niveau, men fødevareproduktionen kollapsede, da de store planer blev søsat i 1958.

Det endte med tre års hungersnød, hvor mellem 20 og 30 millioner mennesker døde af sult.

Under kulturrevolutionen blev skolebørn og studerende gjort til rødgardister i et militant netværk, hvor der blev gjort op med alt gammelt og enhver trussel mod Maos magt.

Mao er i dag et vigtigt symbol for mange af dem, som mener, markedsorienterede reformer er gået for langt i Kina og har skabt stor ulighed mellem forskellige befolkningsgrupper.

Men på internettet er mange vrede over, at Bi nu bliver efterforsket. I en Weibo-måling siger 80 procent, at Bi ikke skal undskylde.

- Kritik af Mao under private former er det stadig noget, der kan vække postyr? Det er sket offentligt før - ikke blot i udlandet, men også i Kina, skriver den fremtrædende liberale økonom Mao Yushi på sin mikroblog.

/ritzau/Reuters


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.