Kinesisk kunstner vil dokumentere Europas flygtningestrømme
Den verdenskendte kunstner Ai Weiwei er i Gaza som led i arbejdet med en dokumentarfilm om flygtningekrisen.
Den kinesiske kunstner Ai Weiwei bruger sin mobiltelefon til at filme palæstinensere, der onsdag venter på at få lov at krydse Rafah-grænseovergangen mellem det sydlige Gaza og Egypten.
Den kinesiske kunstner Ai Weiwei bruger sin mobiltelefon til at filme palæstinensere, der onsdag venter på at få lov at krydse Rafah-grænseovergangen mellem det sydlige Gaza og Egypten. Foto: Khalil Hamra/AP


Indbyggere i nogle af Gazastribens flygtningelejre fik onsdag besøg af den kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei, som er i færd med at lave en dokumentarfilm om flygtningekrisen.

Den verdensberømte kunstner vil dog ikke røbe for meget om sit projekt.

- Det er en kompliceret følelse, siger han til nyhedsbureauet AFP.

- Jeg er meget glad for at være her i Gaza. Jeg er her for at møde menneskerne og interviewe flygtningene til min dokumentarfilm om flygtningekrisen, siger han.

Ai Weiwei tilføjer, at han blandt andet har besøgt flygtningelejrene Jabalia og Khan Younis, lige som han har interviewet palæstinensere, der mistede deres hjem under det israelske bombardement af Gaza i 2014.

Den kinesiske kunstner har vist stor interesse i de mange tusinder flygtninge og migranter, der sætter livet på spil for at nå til Europa.

Han har i de seneste måneder opholdt sig meget på den græske ø Lesbos, hvor en stor del af flygtningene ankommer til fra Tyrkiet, og det har afspejlet sig i flere af hans seneste projekter og happenings.

I sidste måned hentede den kinesiske kunstner et flygel, så den 24-årige syrer Nour Alkhzam kunne spille i koncert i Idomeni-lejren ved den græsk-makedonske grænse, hvor flere end 10.000 migranter og flygtninge er strandet i noget, der ligner en gigantisk mudderpøl.

I februar pakkede han søjlerne ved koncerthuset i Berlin ind i tusinder af redningsveste, som flygtninge havde efterladt på de græske øer.

Og i januar træk han et værk tilbage fra en udstilling på det aarhusianske kunstmuseum Aros i protest mod stramninger af den danske asyllovning, særligt den såkaldte "smykkelov".

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.