Kinesisk general: Vi vil aldrig bruge magt i havstrid om øer
Kina vil aldrig "miste kontrollen" og bruge magt i Det Sydkinesiske Hav, siger kinesisk general.


Kina vil aldrig "miste kontrollen" og gribe til magtanvendelse i Det Sydkinesiske Hav, siger en højtstående general i en kommentar til voksende spændinger mellem Beijing og Washington omkring kinesernes bygning af kunstige øer på koralrev og klippeskær i området.

USA siger, at folkeretten ikke tillader territorialt farvand omkring kunstige øer, der er bygget på tidligere undersøiske skær, selv om kineserne også har bygget landingsbaner og havne på stedet.

- Vi vil aldrig direkte ty til ukontrolleret vold - uanset om det gælder spørgsmål om suverænitet, og vi har gjort vort yderste for at undgå uventede konflikter, siger general Fan Changlong, som er en af næstformændene i Kinas Centrale Miltærkommission.

Kommissionen kontrollerer Kinas væbnede styrker og ledes af præsident Xi Jinping.

Fan gentager, at de kinesiske øer ikke vil medføre begrænsninger for andre landes navigation i området, og han understreger, at nyopførte fyrtårne på to klipperev "allerede er en hjælp for alle nationer."

USA's forsvarsminister, Ash Carter, blev dog for få dage siden kritiseret af Beijing for udtalelser om, at det amerikanske militær vil blive ved med at flyve og sejle i det omstridte hav og inden for en zone, som Kina gør krav på.

Zonen er 12 sømil omkring Spratly-øerne, der består af små øer, klippeskær, koralrev og undersøiske skær, som kineserne har udbygget. De fleste af de 600 øer og skær er oversvømmet ved højvande.

Ud over Filippinerne har Brunei, Malaysia, Taiwan og Vietnam territoriale stridigheder med Kina i Det Sydkinesiske Hav. Filippinerne Manila har været mest markant og pågående i konflikterne med Kina og har udfordret Beijing ved at gå til en international domstol i Haag.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.