Kinas rigeste mand ser boligboble nærme sig bristepunkt
- Jeg kan ikke se en god løsning på dette problem, siger ejendomsmatador om Kinas rødglødende boligmarked.


Mens boligpriserne i København bliver ved med at stige, så er det endnu vildere i Kina. Frem for at sætte pengene i for eksempel aktier, foretrækker mange kinesere at placere formuen i mursten.

Og det har fået flere økonomer til at advare mod en uholdbar tilstand, hvor priserne bliver presset så højt op, at markedet til sidst kollapser.

Kinas rigeste mand, ejendomsmatadoren Wang Jianlin, er tilsyneladende også ved at få svedige hænder. Han betegner over for CNN boligmarkedet som "historiens største boble".

Wang, ejer af ejendoms- og underholdningskonglomeratet Wanda, noterer sig, at boligpriserne fortsætter med at stige i Kinas metropoler.

- Jeg kan ikke se en god løsning på dette problem, siger Wang til CNN ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Regeringen er kommet med alle former for tiltag, lagt loft over køb eller lånemuligheder, men intet har virket.

Ejendomsmarkedet er en nøglesektor i Kinas økonomi, der som verdens næststørste har betydning for hele klodens økonomi.

Men udviklingen i priserne på huse og lejligheder kombineret med en træg produktionsindustri og en stigende gæld er en hård cocktail for den økonomiske vækst. Sidste år var væksten i Kina den sløjeste i landet i et kvart århundrede.

Bekymringer over især Kinas voksende gæld fik tidligere i denne måned Bank for International Settlements (BIS) til at ringe med alarmklokken.

BIS, der også kaldes for centralbankernes centralbank, advarede om, at Kinas banksektor står foran en truende krise. Blandt andet på grund af store udlån til boligkøbere.

Tidligere på ugen udsendte den schweiziske storbank UBS rapporten Global Real Estate Bubble Index (indeks for global ejendomsboble, red.).

UBS konkluderer, at boligmarkederne i mange storbyer verden over er overophedede. Og det sker bare få år, efter at den globale finanskrise fik priserne til at falde.

Ifølge rapporten topper Vancouver i Canada listen over byer, hvor priserne er steget så voldsomt, at risikoen for en boligboble er størst. Derefter følger London, Stockholm, Sydney, München og Hongkong.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.