Ritzau
Opdateret kl. 05:48
Den kinesiske online-handelsplatform Alibaba satte fredag omsætningsrekord for en enkelt dag.
På den såkaldte Singles' Day, der ifølge flere internationale medier er en af verdens travleste dage for handel på nettet, modtog Alibaba i løbet af 24 timer bestillinger til en samlet værdi af 120,7 milliarder yuan.
Det oplyser Alibaba på Twitter natten til lørdag.
Beløbet svarer til 121,4 milliarder kroner.
Til sammenligning brugte amerikanerne sidste år på den såkaldte Cyber Monday, der er USA's største dag for indkøb online, knap fire milliarder dollar eller godt 27 milliarder kroner ifølge analysefirmaet comScore.
Til lyden af fanfarer, lysshow og i overværelse af kendisser viste Alibaba løbende salgstallene på en gigantisk skærm under et show, der var sat op til lejligheden.
I løbet af de første knap fem minutter var der allerede langet varer for over syv milliarder kroner over den virtuelle købmandsdisk.
Og med næsten ni timer tilbage blev sidste års totalsalg på samme dag passeret. Købere lokkes på Singles' Day ind på Alibabas platforme af store rabatter og slagtilbud.
Det sker på samme måde som den amerikanske tilbudsdag Black Friday, der også er ved at bide sig fast i den danske detailhandel som en årligt tilbagevendende begivenhed.
Alibabas salg på dette års Singles' Day endte med at være 32 procent højere end i 2015. Det er dog en opbremsning i forhold til sidste år, da salget steg 60 procent.
Jack Ma, stifter og topchef for Alibaba, nedtonede kort før "lukketid" midnat betydningen af selve beløbet.
- Da salgsmængderne begyndte at vokse en lille smule langsommere, begyndte jeg faktisk at slappe mere af. Vi ønsker ikke at vælte hele logistiksystemet, siger Jack Ma ifølge ABC News.
/ritzau/