Kinas økonomi voksede ikke så meget som først oplyst
Kina nedjusterer landets væksttal for 2014 fra 7,4 til 7,3 procent.
Det kinesiske aktiemarked har været under hårdt pres i den seneste tid, og tal fra det nationale statistikbureau viser, at væksten sidste år var en smule mindre end først antaget.
Det kinesiske aktiemarked har været under hårdt pres i den seneste tid, og tal fra det nationale statistikbureau viser, at væksten sidste år var en smule mindre end først antaget. Foto: Ng Han Guan/AP


Væksten i Kina galopperede lidt langsommere sidste år end det tidligere er blevet oplyst.

Derfor har det nationale statistikbureau mandag skruet en smule ned for 2014's væksttal.

Hidtil har væksten for sidste år lydt på 7,4 procent, men det tal er nu blevet nedjusteret til 7,3 procent, skriver Reuters.

Kinas bruttonationalprodukt (BNP) lyder nu på 63.600 milliarder yuan (cirka 67.000 milliarder kroner) for sidste år, oplyser statistikbureauet i en skriftlig meddelelse på sin hjemmeside.

Det er særligt en nedjustering i servicesektorens vækst for sidste år, der har tvunget det overordnede væksttal en tak ned. Servicebranchens vækst er blevet nedjusteret med 0,3 procentpoint til nu 7,8 procent.

Verdens næststørste økonomi har præsteret en vækst på syv procent i løbet af det første halvår i 2015.

Det ligger på linje med Kinas målsætning for væksten, men data fra den kinesiske økonomi har fået flere økonomer til at tvivle på, at Kinas officielle målsætning på de 7,0 procent bliver opfyldt.

Den økonomiske opbremsning i Kina har i løbet af den seneste tid sendt landets aktiemarkeder i rødt. Også verdensøkonomien har haft en usikker periode i kølvandet på bekymringerne om styrken i Kinas økonomi.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.