Kina vil sætte stopper for strip ved begravelser
Dekadencen har frit spil på landet i Kina, skriver nyhedsbureauet Xinhua, som beskriver en eksotisk praksis.


Når kineserne skal sige farvel til deres kære, har de hidtil - måske - fået lindring fra den værste sjælesorg med en frisk performance fra en letpåklædt kvinde.

Men det skal være slut.

Den kinesiske regering vil gøre op med denne "uciviliserede praksis," hedder det i en erklæring fra kulturministeriet i Beijing ifølge nyhedsbureauet Xinhua.

Kina har et generelt forbud mod strip.

I et tilsyneladende forsøg på at tiltrække flere gæster ved begravelser har folk ifølge ministeriet inviteret strippere.

Den praksis har været særlig udbredt på landet. Men dels er det ifølge regeringen uciviliseret, dels er stripdans med til at skade og forvrænge billedet af underholdningsbranchen.

Ministeriet nævner to konkrete tilfælde. Det ene fra den nordlige provins Hebei og det andet fra den østlige provins Jiangsu.

I begge tilfælde har myndighederne straffet både arrangørerne og stripperne.

Regeringen vil nu samarbejde med politiet om helt at sætte en stopper for strip til begravelser.

Ifølge Xinhua viser den frække og letpåklædte dødsdans, at "snobberi og pyntesyge" i det moderne Kina har sejret over traditionerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.