Kina vil forsvare de rettigheder, som landet har gennem Verdenshandelsorganisationen WTO i forhold til told.
Det fastslår en kinesisk embedsmand i kølvandet på det amerikanske præsidentvalg.
Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, truede under valgkampen med at indføre straftold på varer fra Kina, siger en højtstående embedsmand fra Kinas handelsministerium.
Zhang Xiangchen, som er Kinas internationale vicehandelsrepræsentant, siger også på en pressekonference, at der er bred enighed blandt internationale akademikere og embedsmænd om, at Kina ikke manipulerer med landets valuta for at vinde fordele i verdenshandlen, som Trump har hævdet.
- Jeg tror, at når Trump overtager præsidentembedet, så vil han blive mindet om, at USA må leve op til dets forpligtelser som medlem af WTO, siger Zhang og tilføjer:
- Som medlem af WTO har Kina ret til at sikre dets rettigheder som almindeligt medlem.
Kinas præsident, Xi Jinping, har udtrykt håb om en "gnidningsfri overgang" i forholdet mellem Kina og USA, når Barack Obama forlader Det Hvide Hus til januar.
Trump har under sin valgkamp udtalt sig kritisk om Kina i adskillige sammenhænge. I 2012 kaldte han i øvrigt den globale opvarmning for et kinesisk svindelnummer.
Xi Jinping og Barack Obama har begge spillet vigtige roller i forbindelse med klimaaftalen fra Paris, der skal begrænse den globale opvarmning.
Barack Obama har netop betegnet klimaaftalen som et eksempel på, hvad de to lande kan udrette, når de samarbejder.
/ritzau/Reuters