Kina straffer Nordkorea og forbyder import af guld
Som en del af FN's sanktioner mod Nordkorea har Kina forbudt import af nordkoreansk guld og sjældne jordarter.


Kinas handelsministerium har tirsdag vedtaget et forbud mod import af nordkoreansk guld og sjældne jordarter samt al eksport af jetbrændstof og andre olieprodukter, der kan laves raketbrændstof af, til det isolerede land.

Det sker som følge af de nye FN-sanktioner mod Nordkorea, skriver nyhedsbureauet Reuters.

FN's Sikkerhedsråd vedtog enstemmigt i begyndelsen af marts at udvide sine sanktioner mod Nordkorea som en konsekvens af landets fjerde atomprøvesprængning i januar.

Mineindustrien udgør en central del af Nordkoreas økonomi, som allerede i vid udstrækning er afskåret fra resten af verden.

Eksperter mener, at indtægterne fra Nordkoreas mineindustri er med til at betale for landets militær.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.