Kina og Australien underskriver aftale for milliarder
Frihandelsaftale mellem Kina og Australien er langt mere indbringende for australske virksomheder end ventet.
Den kinesiske præsident Xi Jinping (her med hustruen Peng Liyuan) vil underskrive en omfattende handelsaftale mellem Kina og Australien mandag.
Den kinesiske præsident Xi Jinping (her med hustruen Peng Liyuan) vil underskrive en omfattende handelsaftale mellem Kina og Australien mandag. Foto: Peter Parks/AP/AP


En frihandelsaftale mellem Kina og Australien med en potentiel værdi af milliarder af dollar for de australske virksomheder ventes underskrevet mandag af de to landes ledere.

Den kinesiske præsident Xi Jinping vil sætte sin signatur på aftalen under et officielt besøg i Canberra.

Frihandelsaftalen er mere vidtrækkende, end mange virksomheder havde ventet, efter et gennembrud i forhandlingerne i sidste øjeblik.

Aftalen sikrer eksempelvis australske mælkeproducenter afgiftsfri adgang til Kinas meget lukrative marked for modermælkserstatning for en firårig periode.

Vinproducenter, som årligt sælger vin for mere end 200 millioner australske dollar (1,04 milliarder kroner) til Kina trods afgifter på mellem 14 og 30 procent, slipper også de kommende fire år for at betale afgifter.

Xi Jinping har hen over weekenden deltaget i et G20-topmøde i Australien med en række af verdens førende stats- og regeringschefer, deriblandt den amerikanske præsident, Barack Obama, den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Ruslands præsident, Vladimir Putin.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.