Kina holder fast i jævne væksttal
Væksten i Kina lå i det seneste kvartal på syv procent. Det er på linje med forventningerne til hele året.
Den kinesiske vækst lå i andet kvartal på syv procent. Arkivfoto
Den kinesiske vækst lå i andet kvartal på syv procent. Arkivfoto Foto: Mark Schiefelbein/AP


Der er en anelse mere fut i den kinesiske økonomi, end de såkaldte eksperter havde regnet med. Men sammenlignet med tidligere år er dampen ved at gå af.

Den seneste opdatering fra Kinas nationale statistikbureau viser en vækst på syv procent i andet kvartal. Det er præcis samme væksttakt som i årets første tre måneder og i øvrigt på linje med regeringens mål om en vækst på cirka syv procent for hele 2015.

Analytikere, som nyhedsbureauet Reuters havde spurgt på forhånd, ventede en vækst på 6,9 procent fra april til juni.

Tal for detailsalget, der blev offentliggjort samtidig med væksttallene, viser også fremgang.

Men selvom de nye nøgletal altså peger i den retning, som regeringen håber på, ventes der alligevel at komme nye væksttiltag fra myndighedernes side.

Dalende handelsvækst, færre investeringer og vigende indenlandsk efterspørgsel er blevet forstærket af et svækket ejendomsmarked og deflationspres.

Og senest har det kinesiske aktiemarked været på en kraftig nedtur med kursfald på omkring 30 procent i juni. Her måtte regeringen ad flere omgange træde til for at understøtte markedet og forhindre det totale kaos.

Centralbanken i Kina, der er verdens næststørste økonomi, sænkede i slutningen af juni udlånsrenten for fjerde gang siden november i et forsøg på at sætte skub i økonomien. Samtidig lempede banken reglerne for, hvor godt bankerne skal være polstret.

Ender væksten i Kina i år på syv procent, vil det være den svageste fremgang i 25 år.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.